- hjertestarter, Brug af hjertestarter
Et hjertestop vil sige, at hjertet pludselig holder op med at pumpe blod rundt i kroppen. Hvis ikke man bliver genoplivet, vil hjertet efterhånden holde helt op med at slå. En hjertestarter kan ikke genstarte et hjerte, der er holdt helt op med at slå, men den kan støde ved hjerteflimmer og få hjertets rytme til at blive stabilt igen. Du kan læse mere om hjertestop her .
Hvad gør jeg, hvis en person får hjertestop?
Hvert sekund tæller når en person falder om med hjertestop. Du skal derfor reagere med det samme, hvis du oplever en person, der udsættes for hjertestop.
1. Vurdering
Første step er at finde ud af om personen er ved bevidsthed. Når en person rammes af hjertestop, er vedkommende typisk bevidstløs og har en unormal vejrtrækning. Sørg for at skabe frie luftveje og læg mærke til, om brystkassen bevæger sig. Hvis vedkommende har normal vejrtrækning, anbefales det at lægge personen i stabilt sideleje.
2. Skaf hjælp og få fat i en hjertestarter
Hvis ikke der er normal vejrtrækning, eller vedkommende ikke trækker vejret, så sørg for at der hurtigst muligt bliver ringet 1-1-2 og få fat i en hjertestarter. På TrygFondens hjemmeside eller via Hjertestart app’en kan du orientere dig om, hvor den nærmeste hjertestarter er placeret. Ellers er alle registrerede hjertestartere synlig for alarmcentralen, som kan guide dig
3. Hjertemassage
Fjern gerne tøjet fra brystområdet og start hjertelungeredning (30:2): 30 hårde tryk med tilpas dybde på cirka 5-6 cm efterfulgt af kunstigt åndedræt/2 pust. Hjertemassagen fortsættes, indtil hjertestarteren eller ambulancen ankommer til ulykkesstedet.
Hvordan bruger jeg en hjertestarter?
Når du trykker på startknappen eller åbner hjertestarteren, instruerer den dig automatisk i, hvad du præcis skal gøre. Hjertestartere har en stemmevejledning indbygget, der således guider dig igennem hele processen, og du skal blot følge maskinens anvisninger.
Først skal du fjerne tøjet fra brystområdet, påsætte elektroderne og klæbe dem godt fast på den bevidstløses tørre og bare hud. Fjern også gerne smykker og andre genstande, som kan komme i kontakt med elektroderne, da de ellers kan give brandmærker på den tilskadekomne. Herefter skal du holde afstand, og du må ikke røre den bevidstløse, imens maskinen foretager en analyse af hjerterytmen. Hjertestarteren giver dig herefter besked, om den anbefaler, at der afgives stød. Alt efter hvilken hjertestarter, der anvendes, giver den enten automatisk stød, eller også kræver det, at du manuelt trykker på knappen, der udløser stødet. Uanset bør du sikre dig, at alle holder afstand til den bevidstløse. Herefter samt hvis hjertestarteren afgør, at der ikke skal stødes, skal du give hjertemassage, indtil maskinen giver lyd fra sig igen. Hvis den anbefaler, at der skal stødes igen, startes processen forfra, og hvis ikke stød anbefales, skal du give hjertemassage og kunstigt åndedræt. Det er nemlig hjertestarteren, der afgør om der skal afgives stød.
Der er ingen tvivl om, at hjertestartere redder liv, men hjertelungeredning er helt essentiel i forbindelse med førstehjælpen, og jo før den startes, desto større er overlevelseschancerne.
Hvem kan bruge en hjertestarter?
Som udgangspunkt kan og må alle bruge en hjertestarter. Selvom du kan være bekymret over at bruge en hjertestarter, kan du ikke forvolde mere skade på den tilskadekomne. Det værste der kan ske er, at du ikke gør noget. Hjertestarteren guider dig, og alt du skal gøre er at følge anvisningerne.
Automatiske og semi-automatiske hjertestartere
Der findes forskellige slags hjertestartere. Man skelner mellem automatiske og semi-automatiske hjertestartere. Automatiske hjertestartere afgiver automatisk stød, hvis det er nødvendigt, hvorimod semi-automatiske hjertestartere kræver, at en person manuelt trykker på en knap, der udløser stødet. Fælles for alle hjertestartere er, at de kan analysere hjertets rytme og give stød, hvis der er brug for det.
Vil du på førstehjælpskursus?
Hos Cardiocare tilbyder vi førstehjælpskurser i forbindelse med hjertestop i hele landet. Hvis du vil være helt sikker på, hvordan du skal agere i en situation, hvor en person får hjertestop, kan du læse mere om det og booke tid på kurset her. Ellers er du velkommen til at kontakte os på tlf. 86 28 49 00 eller skrive en mail til [email protected].
Vi står klar til at hjælpe dig og svare på dine spørgsmål.